Her på det seneste har jeg dog tænkt lidt over at en del bands for tiden har rigtig stor succes med netop deres anden udgivelse. Lad mig komme med et par eksempler:
Turboweekend
Da de udkom med Night Shift i 2007 var deres visuelle udtryk en del anderledes end det er i dag. Iført ens dragter indtog de scenen med neonlys og et par bogstaver rundt omkring på scenen. Specielt deres video til Wash Out var en farve-eksplosion der blev afvist af MTV "beacause of flashing images, which could cause epileptic strokes"
Kort efter deres optræden til P3 Guld 2008 var de forbi mit gymnasie, det var rigtig fedt.
Hvis man ser bandet i dag er det på en eller anden måde mere afslappet. Tøjet på scenen er ikke helt så koordineret (eller ens, i hvertfald). Musikken er blevet mere afdæmpet og lyder rigtig fedt nu. Jeg ved ikke om jeg foretrækker lyden af det første album frem for det andet, men en ting er sikkert: Hvor Ghost of a Chance er meget flot og dejlig at lytte til er Night Shift et album du hellere vil hoppe rundt til.
Om det er en bevist strategi at lancere bandet under et mere fest-orienteret udtryk, for senere at skrue lidt ned for tempoet, når folk kender navnet skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige noget om. Men et andet band der har gort noget lignende er også danske.
Oh No Ono
Hvem husker ikke Oh No Ono's P3 Guld optræden med bong-hår og lyserødt lys iført rumdragter?
Den skingre vokal og det meget poppede udtryk fra "Yes" er senere faldet fra og på "Eggs" er lyden mere alternativ. "Eggs" blev rost enormt af både danske og udenlandske anmeldere, og det er også et fantastisk album. Oh No Ono har dog stadig sit noget særprægede visuelle udtryk - og tak for det! Her er et billede fra deres koncert på Beat Day.
Begge bands var navne der florerede rundt et stykke tid, så kom første udgivelse med markant udtryk til nogenlunde gode anmeldelser, derefter har bands'ne fundet sig selv og udgivet virkeligt fantastiske albums til rigtig fine anmeldelser. Og begge bands er betydeligt mere populære nu end de var dengang. Overvej lige hvor mange Turboweekend remixes der findes nu. Eller de meget flotte (dyre!) musikvideo produktioner fra Oh No Ono.
Et band som jeg regner med er ved at gøre noget lignende har netop udgivet den første single fra deres andet album.
The Floor Is Made Of Lava
Med fuck-dig attitude, masser af energi, guitar og finurlige tekster dukkede bandet op med debut album i 2007.
Fra sangen "Ho"
"Fresh like a diet
A B.B.Q to you
Come over have a taste of my smile
I got the flavor of glue
Cause I'm a keeper
But you can score on me
And I'm a teaser
The hips and hops in your hoodie"
Nu har de som sagt lige udgivet helt nyt materiale, sangen All Outta Love
Her er der klassisk rockstar attitude, masser guitar og skinger vokal. Og det virker. Ska' vi væde en 5'er på at anmelderne bliver vilde med det de udgiver?
Jeg tror ikke at de svære 2'ere er så svære endda. Jeg tror nærmest det er sværere at finde en måde at skille sig ud på ved den første udgivelse, så folk er opmærksomme når man vender tilbage med noget gennemarbejdet.
Hvad synes du?
No comments:
Post a Comment